Den sidste dag i august 2011 bød på fornemme statistiske tal om Danmarks nationalregnskab. Ikke nok med, at vi havde en flot vækst i BNP på 1 procent i andet kvartal af 2011 – Danmarks Statistik reviderede også tallene fra første kvartal til en vækst på 0,1 procent i stedet for som hidtil udregnet et fald på 0,1 procent.
Selv om nogle politikere i valgkampen argumenterede med, at stigningen er for lille, så betyder stigningen trods alt, at Danmarks økonomi – bruttonationalproduktet – i andet kvartal er blandt Europas bedste.
Privatforbruget faldt i andet kvartal med 0,3 procent. Det er negativt. Vi skal bruge flere penge før der kommer rigtigt god gang i økonomien. Forbrugerne skal have mere tillid til fremtiden – vi skal simpelthen se lidt lysere på det hele, før vi begynder at sætte mere gang i Dankortet.
Men tilbagegangen i privatforbruget blev opvejet af et merforbrug i det offentlige.
Investeringerne voksede i andet kvartal, eksporten steg med 0,2 procent, og tæt ved 6000 flere kom i arbejde.
Ingen recession som tallene ellers sagde
Det er langt pænere tal, end økonomerne havde forventet. Danske Banks cheføkonom Steen Bocian forventede en vækst på 0,4 procent – og han var endda en af de mest positive blandt de mange økonomer, der jævnligt ytrer sig om dansk økonomi.
Men tallene var faktisk bedre endnu. For med justeringen for første kvartals tal forsvandt forårets snak om, at Danmark er i økonomisk tilbagegang, altså i recession. BNP var i tilbagegang i sidste kvartal af 2010, og ligeså i de første tal for andet kvartal. Justeringen fra Danmarks Statistik for første kvartal siger nu, at vi altså slet ikke var i den recession, der både politisk og økonomisk gav så store dønninger.
Regelstop for små og mellemstore virksomheder
Få dage inden valget til Folketinget blev udskrevet besluttede økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen at gennemføre det regelstop, som regeringen bebudede før sommerferien. Dagen for gennemførelsen af regelstoppet kan have været en del af valgkampen – men uanset det så mener Løkke Rasmussen-regeringen, at regelstoppet i de kommende tre år vil gøre den administrative dagligdag lettere for små og mellemstore virksomheder.
Regelstoppet gælder for alle virksomheder, som pr. 1. juli 2011 havde 10 eller færre ansatte samt for virksomheder, der registreres i CVR-registeret efter 1. juli 2011, og som også har 10 eller færre ansatte. Regelstoppet fortsætter for virksomheden, selv om antallet af medarbejdere stiger i de kommende tre år.
Det skønnes, at det vil dreje sig om mellem 275.000 og 300.000 danske virksomheder, som i de næste tre år ikke vil få nye indberetningspligter, nye skatteregler eller andre former for administrative byrder.
Meningen er, at de små og mellemstore virksomheder skal bruge deres tid på at drive virksomhed og skabe vækst – og ikke bruge tid og penge på at holde øje med nye regler og gennemføre dem i virksomheden.
Men regelstoppet ændrer ikke på de regler, der allerede er. Og regelstoppet gælder heller ikke for nye regler og bestemmelser, som besluttes i EU og som Danmark derefter skal indføre.
Sandsynligvis derfor har flere af erhvervsorganisationerne heller ikke de store roser fremme. Organisationerne havde hellere set en forenkling af de eksisterende regler for alle virksomheder – små som store.






